
Elmelund Art
Visual artist CPH
Unique oilpaintings - realism - with a twist
Atelier: Bjerggårdsvænget 27, Gl. Holte.
Visit/appointment: +45 20700887
About Jeanette Elmelund
Jeanette Elmelund er oprindeligt uddannet optiker, men har modtaget undervisning af billedkunstnerne Vladimir Voronin, Bente Gyhrs og Ginny Page, og har siden 2005 koncentreret sig om maleriet.
Hun maler oliemalerier, hvor motivet er moderne naturalistiske fortolkninger af opstillinger og model. Hendes nøjagtige "streg" giver et næsten fotografisk indtryk, men hendes eget "touch" giver maleriet en fin elegance og lethed. Der er en friskhed i hendes billeder, der får det til at se ud som om, de er lavet med et hurtigt strøg med penslen.
Jeanette Elmelund siger selv:
”Mine inspirationskilder har været mine omgivelser: mennesker, magasiner, loppemarkedsfund, sko, biblioteket og mit interiør, som bl.a. optræder som glasflasker, kander, frugt, fade, farmors lommetørklæde og forskellige slags porcelæn.
Mine malerier har udviklet sig gennem årene. I en periode var det vigtigt for mig at lave et ”twist” eller symboler i mine malerier, hvor blomsterne ikke havde stilke, hvor et banner f.eks. gjorde det ud for vaser og fade, eller hvor jeg brugtetapet-mønster eller tekst på malerierne.
Jeg er nu ved at finde min egen streg. Realisme giver mig en tilfredshedsfølelse eller ro, måske fordi jeg inde i hovedet kan sætte to streger under facit. Det er meget vigtigt for mig at ”forelske mig” i motivet eller opstillingen, for at jeg skal have lyst til at investere min tid i processen. Ofte starter jeg med at fotografere, for at finde refleksioner, farver og beskæringer, som giver den rigtige følelse; derefter udvikler det sig stille og roligt”.
Elmelund modtog i 2006 et legat fra Georg Harms Fonden, som tildeles talentfulde naturalistiske kunstnere.
Hun er medlem af Danmarks ældste kunstner-sammenslutning: ”Kunstnerforeningen af 18. november”, samt af ”K2 – Københavnske kunstnere”
Jeanette Elmelund har udstillet i en lang række kunstforeninger og gallerier, senest hos Galleri Knud Grothe, Københavns Rådhus samt Munkeruphus, Dronningmølle.
Af Katja Anker, Munkeruphus Dronningmølle